BEHANDLING AF KARSPRÆNGNINGER OG PIGMENT I ANSIGT PÅ HALS OG BRYST

 

 

Hvad er pigmentpletter? 

Pigmentpletter er lyse til mørkebrune pletter, som ligger i huden. De består af en ophobning i hudens øverste lag af små korn af pigment (Melanin).

Hvad er karsprængninger / teleangiektasier?

I virkeligheden er der tale om synlige karudvidelser og ikke sprængte kar.  Det kaldes også teleangiektasier. Det kan blot vise sig som røde og blå misfarvninger i huden. Når teleangiektasierne er større fremstår de derimod som tydelige blå eller røde blodkar i huden.  Disse forandringer i ansigtet, på halsen og på brystet kan behandles med laser og IPL (Intenst Pulseret Lys).

Apparatur

Jeg bruger en eMax fra Syneron-Candela, som er en af verdens største og meste anerkendte producenter af laserudstyr. Den kan  levere både IPL behandling af de mere diffuse karsprængninger i ansigtet og laserbehandling af  de mere distinkte og meget synlige røde og blå kar, som man typisk ser på næsen og ved næsefløjene.

Sådan virker det på pigment

IPL lyset absorberes i pigmentkornene, Der opstår en meget kraftig og meget lokaliseret varmepåvirkning. Derved opnår man, at pigmentkornene sprænges i stykker uden at den omgivende hud lider skade.
De simple solfregner eller leverpletter, som skyldes for meget sol gennem årene, er meget nemme at fjerne.
Melasma kan derimod være usædvanlig vanskelig at få bugt med. Her er IPL ikke den vigtigste behandling; men den kan indgå i en kombinationsbehandling med Kemisk Peeling og Microneedling med Dermapen. Dette er mere detaljeret beskrevet i afsnittet om Dermapen. (Melasma).

Sådan virker det på blodkarrene.

Når man vil fjerne uønskede blodkar, udnytter man, at lysenergien bliver optaget i det røde farvestof i blodlegemerne (hæmoglobin). I blodkarret opstår en meget kraftig og meget lokaliseret varmepåvirkning. Herved ødelægges blodkarret, som lukker sig. Det ødelagte blodkar fjernes med tiden af kroppens egne reparationssystemer uden synlig ardannelse. Med den rette dosering af IPL lyset kan man gøre det, så den omgivende hud ikke lider skade.

Hvor godt virker det?

Alle former for røde og blå misfarvninger på næsen, i ansigtet og på halsen kan behandles.
Virkningen er som regel god; men kan variere fra person til person. Variationen kan ligge i karrenes beskaffenhed, eller lokalisation. Ofte er det nødvendigt med gentagne behandlinger. Hos nogle få kan karrene ikke fjernes. Behandlingen fjerner ikke tendensen til, at man danner nye karudvidelser.

Pigmentet kan "ligge i vejen" for blodkarrene.

Hvis man behandler en person med meget pigment, så kan lyset ikke ”nå ned til ” blodkarrene, som ligger dybere. Det kan være, at man fra naturens hånd har meget pigment, fordi man har en mørk hudtype. Men det kan også skyldes for meget sol, og så må man vente til man er blevet vinterbleg.

Før behandlingen

Huden må ikke være solbrændt.
Man skal undgå solbadning 4 uger forud for, og 4 uger efter behandling.
Hvis man færdes i solen i den første måned efter behandlingen, skal man anvende en solcreme med høj faktor (Faktor 30-50).
Huden kan ikke behandles, hvis den er farvet af selvbruner.

Under behandlingen

Behandlingen er ikke helt smertefri og hver lyspuls føles som et lille smæld ledsaget af en stærk prikkende varme.
Men de fleste synes ikke, det er noget særligt, og så snart det er overstået er der ingen smerter.
Man kan evt. vælge hjemmefra vælge at tage 1 g Paracetamol 1 time inden behandlingen.
Det kan føles lidt varmt i huden under behandlingen, og der kan være let rødme i området efterfølgende.

Efter behandlingen

Huden kan være varm, rød og let blussende i 30 til 60 minutter. Hvis det er udtalt kan vi køle med is.
I pigmentskjolderne kan udvikles enkraftig mørkfarvning. Efter nogle dage vandrer mørkfarvningen op til overfladen af huden, som skaller af efter 5 – 10 dage.
Når man behandler blodkar kan der efter behandlingen forekomme spredte blå-sorte misfarvninger. De svinder i løbet af få dage, og kan dækkes af make-up. Der kan forekomme en let hævelse af huden især under øjnene, men også på kinderne. Hævelsen kan vare fra 3 til 5 dage. I sjældne tilfælde kan der komme små sår, som heler efter 5 til 10 dage.
Du må gerne anvendes make-up efter behandlingen, og du kan normalt sagtens gå på arbejde dagen efter.

Bivirkninger

I meget sjældne tilfælde ses en forbrænding med væskende forandringer og sår efter behandlingen.
Hvis man behandler solbrændt hud kan der komme nyt pigment i huden.

Antal behandlinger

Det er individuelt. Men som en tommelfingerregel kan man ofte få et godt resultat efter 3 behandlinger udført med 3 -4 ugers intervaller.

Hvor længe holder det?

Det har du i nogen grad selv indflydelse på. Hvis du tillægger dig nogle fornuftige solvaner, så kommer det ikke så let igen.
Det er en typisk vinterhalvårs behandling, for uanset hvor god man er til at undgå sol i 4 uger forud for behandlingen, så er det ikke altid godt nok til at huden bliver tilstrækkelig vinterbleg.

Du kan hente min skriftlige vejledning her

Behandlingen foregår i min klinik i Egå ved Århus.